Tak for en forrygende Markedsdag!

Sikke en Markedsdag!

Solen stod højt på en blå himmel i lørdags, og der var smil og latter til højre og venstre. Der var også nok at smile ad, med masser af sjove aktiviteter, lækker mad og skøn musik. Faktisk var det en helt fantastisk dag!

Rodeotyren og hoppeborgen blev flittigt brugt, og det samme gjorde hornet på driftens traktor! Loppemarkedet bød på masser af spændende ting, og der var rigtig mange, der fik gjort en god handel. I det muntre køkken blev der smadret tallerkener til den helt store guldmedalje, og på hele pladsen løb der unger rundt med klovnesminke i hovedet. Efterhånden var der vist heller ikke et eneste barn på Markedsdagen, der ikke vidste, at Cirkus Paniks cirkus skole kommer til Hjortegården i sommerferien!

Tusind tak til alle jer, der var med – hvor er det skønt at se børn og voksne i alle aldre hygge sig med hinanden! Også en kæmpe tak til Markedsdagsudvalget og til klubberne, som diskede op med alverdens lækkerier – både til dem, der var rigtig sultne og til dem, der var mere lækkersultne.

OG hvis du fik taget nogle gode billeder i løbet af Markedsdagen, kan du stadig nå at være med i fotokonkurrencen og måske vinde 2 biografbilletter! Send dine bedste billeder (maks. 10 stk.) til hjemmeihjortegaarden@gmail.com senest nu på onsdag d. 15. juni. Billederne bliver lagt på Hjortegårdens hjemmeside, hvor alle beboere kan stemme på deres favorit. Læs mere om fotokonkurrencen her.