Tak for en formidabel uge!

Sikken en formidabel uge! Hvor har det været vidunderligt at være sammen med de søde, knalddygtige og fantasifulde folk fra CIRKUS PANIK!

Tusind tak for lån af alle jeres skønne, seje og meget talentfulde børn – det har været en fornøjelse at lære dem at kende. Tak til glade og frygtløse pædagoger, der gik med i ’legen’, og en kæmpe tak til de beboere her i Hjortegården, der har lagt masser af tid og energi i cirkusugen og har været med til at knokle for at planlægge og afvikle eftermiddags- og aftenarrangementerne! Sammen med dem vil vi også gerne sige tusind tak til alle jer, der tilmeldte jeres børn til cirkusskolen og til alle jer, der mødte op for at grille sammen med os, danse, se film, spille kongespil, træne hunde, spise kage, male graffiti, og hvad vi ellers har lavet sammen. Uden jer var det her aldrig blevet en succes!

Vi var samlet over 200 mennesker til forestillingen i cirkusteltet i går, og stemningen var helt igennem magisk. Tak for smil, klapsalver, go’e grin og fordi så mange af jer havde lyst til at være med til at gøre det til en fantastisk dag for os alle sammen – ikke mindst for alle de seje børn, der har knoklet for at blive forvandlet til ægte cirkusartister.

Der sker bare noget helt særligt, når vi er sammen – skal vi ikke gøre det noget mere?! 🙂

Kæmpe knus og kærlig hilsen

Helle og Marie fra Hjemme i Hjortegården