Sikke et brag af en startskudsfest!

Tirsdag d. 1. september var der liv og glade dage i Hjortegården. Vi var omkring 200 børn og voksne der mødtes for at fejre, at håndværkerne snart går i gang med renovering af prøveblokkene – og for at indvie Hjortegårdens nye café!

Starten på en byggesag behøver ikke være kedelig, så aktivitetsklubben satte gang i sjove børneaktiviteter allerede fra kl. 17 – og de voksne måtte heldigvis også gerne være med. Hoppepuden var oppe i hele 10 minutter inden det begyndte at dryppe, så den måtte pakkes sammen igen. Så var det jo heldigt, at de havde planlagt nogle konkurrencer. Først var der snørebåndskonkurrence mellem børnene og de voksne, hvor vores beboerkoordinator Thomas blev først færdig med sin snøre! Så var der sækkevæddeløb, hvor først de store børn og derefter de mindre børn dystede mod hinanden. Det var ret hårdt, så alle var glade da flødebollemaskinen kom frem! Mange af børnene stillede op i kø for at sparke til fodbolden, ramme pladen rigtigt og gribe den flyvende flødebolle. Uhmmmm!

Efter desserten kommer hovedretten selvfølgelig, så bagefter var det tid til at bage snobrød hos Tina, Bo og Thomas. Det tager lang tid, så det er smart at have nogle søde forældre, der kan overtage snobrødspinden lidt, så man selv kan lege i stedet for. Michael og Tobias fra ejendomskontoret havde styr på grillen og sørgede for røde kalkunpølser til alle snobrødene. Det var heldigt, at vi kunne låne Allans store grill.

Mens børneaktiviteterne stod på, var rådgiverne så søde at åbne galleriet, så alle kunne komme forbi og se de forskellige valgmuligheder for badeværelser og altaner.

Så blev det tid til at smage på Birgit og Daniels velkomstdrinks og høre taler, både fra afdelingsbestyrelsens formand Iris og fra byggesagens projektledere. Beboerkoordinatoren og rådgiverne blev også præsenteret. Alle fik en ballon, og så skød vi byggesagen i gang ved eksplodere alle ballonerne med et brag! Bagefter fik Iris hjælp af en lille pige til at klippe den røde snor over og indvie caféen.

Og så væltede det næsten ind med folk i det flot pyntede Hjortehus – Nørklernes flotte vimpler hang på kryds og tværs, og strikkeklubben havde lavet spændende strikkegraffiti til vinduerne. Anne og Sanne havde haft travlt i køkkenet, så der kom både burgerboller, salat og dressinger på bordet, bøfferne fra grillen blev hentet ind, og så var det bare om at stille sig op i køen.

Alle virkede glade og godt tilfredse, både med burgerne og med det gode selskab. Der var også rig mulighed for at snakke med gamle venner, nye naboer og byggesagens folk. Aftenens sidste overraskelse var, at vi alle sammen gik ned på broen ved branddammen og satte små lanterner med lys ud i vandet. Hvor blev det flot, og hvor var det en hyggelig afslutning på en dejlig aften!

Tusind tak til alle jer frivillige, der hjalp med aktiviteter, pynt, snobrød, mad og oprydning! Uden jer var denne skønne fest ikke blevet til noget.