Hvad har du lyst til? Markedsdagen har det!

Der sker alt muligt på Markedsdagen, så der er ingen grund til at lade familien blive hjemme! Der er både noget til de kreative, til de mindste, til de mellemste, til de madglade og til dem, der gerne vil have lidt spænding i hverdagen.

Hvis du har lyst til at være kreativ, kan du kigge forbi Billedskolens rullende værksted og lave et tryk på din egen medbragte T-shirt. Du kan også gå på jagt efter guld på Markedsdagens loppemarked. Der kan du helt sikkert finde en masse spændende ting og sager. Måske falder du over noget tøj, du får lyst til at sy om, eller et lækkert møbel, du vil male?

Til de mindste er der både cirkus-ansigtsmaling og forskellige cirkusaktiviteter. Hvis det skal være lidt vildere, kan de komme op og sidde i driftens traktor, eller prøve en tur i hoppeborgen. Det kunne også være, at mor eller far er med på et spil kæmpe kaste-gris, eller et slag minigolf?

Har du en teenager eller to, er der sandelig også noget for dem. KuKaVo (KulturKampingVognen) indtager pladsen med forskellige street-aktiviteter for de unge, et fedt hæng-ud-sted med musik, og så viser de faktisk også film fra Hjortegårdens helt eget kamel-løb! Der er altid sjov og ballade i den graffitimalede campingvogn.

Til de madglade er der både lette og svære løsninger. Den svære (men sjove) mulighed er at lave dit eget snobrød over bål. Af lette løsninger kan vi nævne en helt fantastisk bøfsandwich hos Bryggen, hotdogs hos Billiarden eller pitabrød hos Aktivitetsklubben. Du kan også få forskellige snacks og lidt til den søde tand: Markedsdagen byder på både popcorn, is, slik sodavand, kaffe og kage.

Skal det være vildere? Så har Markedsdagen skam også en rodeotyr, så vildbasserne kan få lov at prøve deres mod af! Hvis du skal have luft for dine aggressioner, kan du gå over i ’Det muntre Køkken’ og smadre noget porcelæn – du skal bare huske beskyttelsesbriller!

Og når du nu kommer til at bruge lørdagen på så mange sjove aktiviteter, kan du jo lige tage kameraet eller mobilen frem og tag nogle lækre billeder. Så kan du deltage i Hjortegårdens fotokonkurrence, som du kan læse meget mere om her.